Grønlandske told- og afgiftsbestemmelser
Rejsende har mulighed for både ved indrejse og udrejse fra Grønland at indkøbe afgiftsfrie varer i lufthavnene i Kangerlussuaq og Narsarsuaq.
Afgiftsfri indførsel af varer til Grønland kan kun ske ved, at den rejsende medbringer eller indkøber varerne ved indrejsen til Grønland fra udlandet, herunder Danmark og Færøerne.
Varemængder
Samlet kan der afgiftsfrit indføres følgende mængder:
- 200 cigaretter eller 50 cigarer eller 100 cigarillos eller 250 g røg-tobak
- 200 stk. cigaretpapir eller cigarethylstre
- 1 liter spiritus (over 22 alkoholvolumenprocent) eller 2 liter hedvin (15-22 alkoholvolumenprocent)
- 2,25 liter bordvin (under 15 alkoholvolumenprocent)
- 2 liter øl
- 2 liter kulsyreholdige læskedrikke
- 50 g parfume og 0,25 liter eau de toilette. Herudover kosmetik og andre toiletmidler til en maksimal værdi af kr. 1.000,-
- 2 kg i alt af chokolade- og slikvarer
- 1 kg kaffe eller the
- 5 kg i alt af kød, kødvarer eller fjerkræ
Yderligere betingelser
Afgiftsfri indførsel af tobaksvarer, spiritus, vin og øl kan kun foretages af personer, der er fyldt 18 år.
Transportpersonale, der indrejser til Grønland efter mindre end 15 døgns ophold uden for Grønland, kan ikke afgiftsfrit indføre ovenfor nævnte mængder. Nærmere oplysning herom kan fås ved henvendelse til Toldfunktionen. Det skal understreges, at man IKKE må indføre alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer udover de tilladte mængder. Indføres der mere end de tilladte mængder, skal varerne snarest efter ankomsten angives til Toldfunktionen med henblik på konfiskation og eventuel bødeafgørelse.
Indføres, bortset fra alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer, større mængder end angivet ovenfor eller indføres andre afgiftspligtige varer, skal varerne snarest efter ankomsten angives til Toldfunktionen med henblik på afgiftsberigtigelse. Ved overtrædelse af gældende bestemmelser, kan der idømmes bøde.


